Favoritter (0)

      Du har ingen favoritter

Artikel

Bedre bolig med færre kvadratmeter

At bygge mindre er en effektiv måde at begrænse byggebranchens påvirkning af klima og miljø. Jo færre nye kvadratmeter vi bygger, des mindre er ressourceforbruget og dermed også klimapåvirkningen. Og de nye kvadratmeter skal være af god kvalitet og rumme kloge løsninger, så vi i sidste ende står med et godt byggeri.

Tiny House. Dronefoto.

Denne side er en del af temaet:

Det får du ud af denne artikel

  • Denne side er rettet mod bygherrer og rådgivere, der er i gang med den indledende dialog om et bygge- eller renoveringsprojekt. Artiklen beskæftiger sig særligt med boligbyggeri.
  • Her er der inspiration og viden at hente til, hvordan et projekt tilrettelægges, så der bygges med få men gode kvadratmeter.

Vi bygger mere, end planeten kan holde til

Et studie fra forskere på DTU, SDU og AAU viser, at teknologiske fremskridt og biobaserede materialer hverken har eller får tilstrækkelig effekt til at gøre byggebranchen bæredygtig. Der skal bygges markant mindre. Faktisk bør fire ud af fem nybyggerier stoppes, hvis vi skal holde os inden for de planetære grænser.

Det betyder også, at vi kun skal bygge lige præcis de kvadratmeter, vi har brug for. Og at vi skal bygge i en kvalitet, der holder i mange år, så vi ikke risikerer at skulle bygge mere nyt end nødvendigt.

Jo større jo bedre?

Særligt boligbyggerier har de sidste mange år haft en tendens til at blive større og større.

Men mange af de funktioner, vi ønsker af en bolig, kan sagtens opnås på færre kvadratmeter. Det kræver en kritisk og kreativ tilgang, hvor man tidligt i byggeprojektet får et tydeligt billede af, hvor meget det påvirker klimaet at bygge mange kvadratmeter.

Boliger bliver større og større

  • I 1963 var den gennemsnitlige størrelse på et nybygget parcelhus 122 m2. I 2022 var det 213 m2. Læs mere om udviklingen i denne artikel hos Bolius.
  • I en anden artikel hos Bolius kan du også læse om, hvorfor drømmen om den store bolig fortsat lever.

Sådan kan du reducere antallet af nye kvadratmeter

Der er to spørgsmål, som er væsentlige, at få stillet, inden man begynder at bygge. Det ene skal bygherren stille sig selv, og det andet kan rådgiver stille bygherren.

Overvej behovet for nye kvadratmeter

Ethvert byggeprojekt bør starte med spørgsmålet: ”Hvorfor vil vi gerne bygge?”. Svaret er sjældent: ”Fordi vi gerne vil have 213 m2”. Ofte udspringer behovet af et ønske om et trygt hjem, en velfungerende arbejdsplads eller en sund investering. Det er altid en god idé, at bygherren – hvad enten det er en familie eller et boligselskab – får drøftet og fastlagt, hvad formålet med byggeriet er, og hvilke funktioner man drømmer om.

Synliggør konsekvensen ved flere kvadratmeter

Der er meget at spare ved at bygge færre kvadratmeter – både penge, energi og klimabelastning. En rådgiver kan hjælpe bygherren med at få syn for sagen ved at lave forskellige beregninger af konsekvenserne ved at bygge for stort:

  • Økonomi: Med en gennemsnitlig kvadratmeterpris på cirka 25.-30.000 kr., afhængigt af hvor i landet du bygger, kan færre kvadratmeter give betydelige besparelser i dit byggebudget. For eksempel kan en reduktion på 20 kvadratmeter spare dig mellem 500.000 og 600.000 kr. Byg derfor kun det, du virkelig har brug for, og prioriter kvalitet frem for kvantitet.
  • Energi: Et mindre hus vil ikke kun være billigere at bygge, men også billigere at opvarme og vedligeholde over tid. Mindre boligareal betyder lavere energiforbrug, hvilket resulterer i mindre varmeregninger og en mindre klimabelastende bolig.
  • Vedligehold: Vedligeholdelsen af et mindre hus er også enklere og billigere, da der er færre overflader og installationer at tage sig af.
  • Klimabelastning: Færre kvadratmeter kan betyde mindre ressourceforbrug og mindre CO2-udledning. En LCA-beregning kan synliggøre et byggeris samlede klimapåvirkning, og på den måde kan forskellige løsningers klimabelastning holdes op mod hinanden. I Værdibygs vejledning LCA-processen kan du læse mere om, hvordan resultater fra LCA-beregninger giver værdi i projektet.

Med konkrete tal på bordet, kan bygherren nemmere træffe den rigtige beslutning.

Om denne side

Indholdet på denne side er udarbejdet af Værdibyg i 2025. Siden er en del af portalen Bæredygtighed i mindre projekter. Portalen er støttet af Grundejernes Investeringsfond.