Favoritter (0)

      Du har ingen favoritter

Artikel

Certificering – er det noget for mig?

Certificeringsordninger kan både være en hjælp til at dokumentere dit byggeprojekts klimaaftryk, miljøpåvirkning og sundhedsmæssige forhold. Men certificeringer er ikke gratis, så husk at overveje, om det for alvor vil skabe værdi for dit projekt at opnå en certificering.

Det svanemærkede børnehus Svanen i Gladsaxe Kommune.

Denne side er en del af temaet:

Det får du ud af denne artikel

  • Denne side henvender sig til primært til bygherrer
  • Her kan du læse mere om, hvad du kan få ud af at certificere dit byggeri

Certificering kan dokumentere bæredygtighedsindsatser

Bæredygtighed kan nemt blive et stort og ukonkret begreb, og man skal generelt passe på med at kalde byggeri for ”bæredygtigt”. Men hvis man gerne vil vise, at man har haft et særligt fokus på f.eks. indeklima eller ressourceforbrug i sit byggeri, så kan en certificering være en god løsning.

Med en certificering i hånden, kan du konkret dokumentere, at dit byggeri lever op til udvalgte bæredygtighedsparametre såsom klimaaftryk, miljøpåvirkning, kemi, indeklima eller sundhed.

En certificering betyder ikke, at dit byggeri er ”bæredygtigt”, men at byggeriet er blevet godkendt til at leve op til certificeringsordningens krav.

Typer af certificeringsordninger til bygninger

Byggeprojekter bliver typisk certificeret efter en af disse to ordninger:

DGNB

  • Her vurderes et projekt ud fra en række sociale, miljømæssige og økonomiske parametre, f.eks. biodiversitet, indeklima, kemi, CO2-aftryk, sociale forhold og holdbarhed
  • Du kan opnå sølv, guld eller platin, alt efter hvor godt projektet performer
  • Du kan DGNB-certificere en renovering, et nybyggeri, en bygning i drift, et rum, en villa eller et byområde
  • Læs mere hos Rådet for Bæredygtigt Byggeri, som administrerer og udvikler certificerings-systemet

Svanemærket

  • Fokus er på at nedsætte projektets samlede miljø- og klimabelastning
  • Svanemærket stiller bl.a. krav til brugen af skadelige kemikalier, energiforbrug, CO2-udledning og dagslys
  • Både nybyggeri, renovering og bygningsdrift kan svanemærkes
  • Du kan læse mere om mærkningsordningen på Svanemærkets hjemmeside
https://vcob.dk/vcob/cirkulaert-byggeri/bygningsdesign/maerkninger-og-deklarationer/
VCØB: Få overblik over mærkningsordningerne

Hos Videncenter for Cirkulær Økonomi i Byggeriet (VCØB) kan du læse mere om de forskellige mærknings- og certificeringsordninger.

https://www.teknologisk.dk/_/media/75093%5FPublikation%20milj%F8vurderinger%20i%20byggebranchen%20Juni%202019.pdf
Teknologisk Institut: Miljøvurderinger i Byggebranchen (pdf)

Denne publikation giver et godt overblik over over de mest udbredte miljøvaredeklarationer og miljøcertificeringsordninger i
den danske byggebranche.

Certificerede byggematerialer

Der er også andre tilgange end at få certificeret hele byggeriet. En anden vej at gå er at stille krav til, at udvalgte materialer i dit byggeprojekt skal være certificerede. Det kan f.eks. være:

Fordelene ved certificeringsordninger og mærkninger

  • Certificeringer giver en systematik og struktur for at arbejde med udvalgte bæredygtighedstiltag i dit projekt
  • Når du vælger certificerede produkter, får du sikkerhed for, at de lever op til en række særlige krav om f.eks. sundhed, kemi og klimapåvirkning
  • Certificeret byggeri kan sende et signal til dine kunder om, at din virksomhed går op i, hvor stort jeres aftryk på miljø og klima er
  • Har I valgt en certificeringsordning, som sætter fokus på indeklima og sundhed, giver I brugere og kunder en tryghed ved at bruge bygningen
  • I nogle tilfælde kan certificeringsordninger også bidrage til at øge bygningens værdi ved både salg og udlejning

Gode råd til at arbejde med certificeringsordninger

Hvilken type certificering, der giver mening i dit projekt, afhænger af, hvor mange ressourcer i form af tid og økonomi, du er villig til at investere. Det afhænger også af, hvad dit mål med certificeringsordningen er.

Vælg din certificeringsordning efter projektets fokusområder

De etablerede certificeringsordninger sætter fokus på forskellige bæredygtighedstiltag. Det er derfor en god idé, at du tænker over, hvad der er vigtigt for dit byggeprojekt.

Hvis I bygger på en skole, er indeklima måske meget vigtigt, mens det i andre projekter kan være CO2-aftrykket fra byggeriet, som er afgørende.

Sørg derfor for at overveje, hvilke aspekter af bæredygtighed I vil prioritere i det konkrete projekt. Eksempler på fokusområder for certificeringsordninger er:

  • Totaløkonomi
  • Klimaaftryk og CO2-udledninger
  • Miljøpåvirkninger fra udvinding af ressourcer og produktionen af byggematerialer, herunder påvirkning af biodiversitet
  • Sundhed og indeklima

Vælg certificeringsordning efter de ressourcer, du har til rådighed

Der er forskel på kravene til de forskellige certificeringer. Overvej derfor, hvor mange ressourcer du har i projektet, som kan bruges til at opnå en certificering. Det kan være ressourcer i form af tid, økonomi og kompetencer.

Bæredygtighedstiltag har stor værdi uanset om du får papir på, at de er udført eller ej, så husk at overveje, hvorfor det vil skabe ekstra værdi for dit projekt at opnå en certificering. Især i mindre projekter kan udgiften til at opnå en certificering eller mærkning udgøre en større del af projektets sum og få betydning for projektets økonomi.

Svært at vælge? Få hjælp af en bæredygtighedsrådgiver

Nogle gange kan det være nyttigt at hyre en bæredygtighedsrådgiver i de helt tidlige faser af et byggeprojekt til at hjælpe jer med afklaring af:

  • Om det giver mening at certificere det konkrete projekt
  • Hvilke gevinster der vil være – og hvilke omkostninger
  • Om det er bygningen eller udvalgte produkter, der skal certificeres
  • Hvilken certificeringsordning der er mest relevant ift. projektet
  • Hvilke krav og kriterier, der giver mening at lægge vægt på

Du kan læse mere om, hvad bæredygtighedsrådgivning typisk indebærer i Tillægget til Ydelsesbeskrivelserne om bæredygtighedsydelser.

Brug certificeringsordningen til at strukturere bæredygtighedsindsatsen

Certificeringer og mærkninger har den styrke, at de skaber struktur for arbejdet med bæredygtighedstiltag. Når I løbende skal dokumentere, hvad I gør og hvor meget, får både hjælp til at arbejde med bæredygtighed på en systematisk måde, og det giver jer et overblik over jeres indsats.

Når I arbejder med en certificeringsordning på et projekt, kan det også give jer et fælles sprog på tværs fagligheder for, hvordan I arbejder med bæredygtighed.

Om denne side

Indholdet på denne side er udarbejdet af Værdibyg.
Siden er en del af portalen Bæredygtighed i mindre projekter. Portalen er støttet af Grundejernes Investeringsfond.