Favoritter (0)

      Du har ingen favoritter

Artikel

ESG-rapportering i praksis

Mange mindre virksomheder vælger frivilligt at dokumentere deres arbejde med bæredygtighed, især fordi vigtige interessenter og forretningspartnere efterspørger ESG-dokumentation. Få gode råd og værktøjer til arbejdet her.

Mødesituation

Denne side er en del af temaet:

Det får du ud af denne artikel

  • Siden er til mindre virksomheder inden for byggeriet, der ønsker at udarbejde dokumentation for arbejdet med bæredygtighed og grøn omstilling i praksis.

Hvorfor ESG-rapportering?

Der er ingen lovkrav om, at små og mellemstore virksomheder med under 250 ansatte skal arbejde med bæredygtighed eller udarbejde en bæredygtighedsrapport. Alligevel vælger mange virksomheder at gøre det frivilligt, især fordi vigtige interessenter og forretningspartnere efterspørger ESG-dokumentation.  

Virksomhederne møder typisk krav om ESG-dokumentation fra:

  • større kunder, der har brug for data fra underleverandører eller underentreprenører til deres egen ESG-rapportering
  • banker, långivere, realkreditinstitutter, professionelle investorer og långivere, pensionskasser, mv., der skal opgøre, hvor stor en del af deres kunder, der efterlever miljø- og klimamålene i EU-Taksonomien, og som anvender ESG-kriterier i deres risiko- og kreditvurdering
  • offentlige myndigheder, kommuner, mv. i forbindelse med udbud. Her kan der f.eks. være krav om anvendelse af elektriske servicebiler, antal lærlinge, osv.
  • medarbejdere eller potentielle medarbejdere. Virksomhedens ESG-indsatser er blevet et konkurrenceparameter og et vigtigt kriterium for at fastholde og tiltrække arbejdskraft

Hvad indeholder ESG-rapporten?

En ESG-rapport indeholder en beskrivelse og dokumentation for virksomhedens indsatser på de tre områder

  • E (environment = klima og miljø)
  • S (social responsibility = socialt ansvar)
  • G (governance = virksomhedsadfærd og etik)

Der findes ingen klart og præcist defineret standard for, hvordan en ESG-rapport skal struktureres, og hvad den skal indeholde.

Der er dog generel enighed om, at mindre virksomheder bør vælge at bygge deres ESG-rapport op, så den svarer til anbefalingerne i VSME, der er EU-kommissionens bud på en standard for frivillig bæredygtighedsrapportering i små- og mellemstore virksomheder.

VSME anbefaler, at mindre virksomheder dokumenterer deres ESG-indsatser på syv områder:

  1. Bæredygtighedsinitiativer: Beskrivelse af virksomhedens bæredygtighedsstrategi og -mål.
  2. CO2 og forurening: Oplysninger om virksomhedens CO2-udledning og andre former for forurening.
  3. Vandforbrug: Data om virksomhedens vandforbrug og initiativer til at reducere det.
  4. Biodiversitet: Beskrivelse af virksomhedens påvirkning på biodiversitet og tiltag for at beskytte den.
  5. Ressourceforbrug: Information om brug af ressourcer og genanvendelse.
  6. Arbejdsstyrke: Data om arbejdsstyrken, herunder diversitet og arbejdsforhold.
  7. Korruption og bestikkelse: Oplysninger om virksomhedens politikker og tiltag mod korruption og bestikkelse

Kravene i VSME er designet til at være fleksible og tilpasselige, så virksomheder kan rapportere på et niveau, der passer til deres størrelse og kapacitet.

Hvor ofte bør virksomheden udarbejde ESG-rapport?

Da det er frivilligt for mindre virksomheder at udarbejde en ESG-rapport, er der heller ingen krav til, hvor ofte rapporten bør udarbejdes.

De fleste virksomheder vælger dog at udarbejde en ESG-rapport én gang om året, ofte med den samme periodisering som årsrapporten, dvs. fra januar til december eller fra juli til juni. Andre vælger en selvstændig tidshorisont for ESG-rapporten og udarbejder den f.eks., når der foreligger årsopgørelser fra forsyningsselskab, brændstofleverandør, eller data om affaldsmængder, mv.      

Værktøjer til udarbejdelse af ESG-rapporter

Der findes efterhånden mange digitale værktøjer og løsninger som virksomhederne kan bruge til ESG-rapportering, afhængigt af behov og dokumentationsomfang.

Hvor større virksomheder har egenudviklede eller dyre og komplekse systemer til at understøtte deres ESG-rapportering, vil mindre virksomheders behov ofte være dækket af enklere og billigere systemer og værktøjer, f.eks.:

Klimakompasset

ESG-profilen

Valified

Gratis-løsninger som Klimakompasset og ESG-profilen er dog typisk ”kun” beregningsværktøjer, der – i modsætning til en digital platform som f.eks. Valified – ikke indeholder en rapportgenerator, dvs. virksomhederne skal selv samle beregninger og forklarende tekst til en ESG-rapport.    

Video: Webinar om bæredygtighedsrapporter

Her kan du se et webinar fra TEKNIQ om, hvordan du kan lave en bæredygtighedsrapport for din virksomhed.

Læs mere om ESG og bæredygtig forretningsdrift.

Om denne side

Indholdet på denne side er udarbejdet i samarbejde med TEKNIQ i 2025.
Siden er en del af portalen Bæredygtighed i mindre projekter. Portalen er støttet af Grundejernes Investeringsfond.