Favoritter (0)

      Du har ingen favoritter

Artikel

Minimer materialespild på byggepladsen med tre enkle greb

Der er ofte et stort spild af materialer på byggepladsen. Med simple greb kan de udførende få en fast daglig rutine for at gennemgå og sortere materialer, så spildet mindskes. Det kan både forbedre arbejdsmiljøet og skabe økonomiske og miljømæssige gevinster på byggepladsen – uden at koste ekstra tid eller ressourcer.

Opførelse af Børnehuset Svanen, Gladsaxe Kommune.

Denne side er en del af temaet:

Det får du ud af denne artikel

  • Denne side henvender sig til udførende entreprenører, byggeledere og sjakbajser
  • Her kan du læse om et lavpraktisk og effektivt tiltag, som nemt kan implementeres i hverdagen og hurtigt gør en forskel for ressourceforbrug og orden på byggepladsen.

Ca. 10% af alle materialer går til spilde, når du bygger. Der er altså både mange gode ressourcer og penge at spare ved at tænke sig om på byggepladsen.

Ofte er det afskær, der ender som spild, og typisk er det materialer som træ, gips og isolering. Du kan læse mere om, hvordan du allerede i planlægningen kan forebygge spild af byggematerialer her.

En stor del af materialespild på byggepladsen skyldes ikke dårlige intentioner, men manglende overblik og rutiner. Materialer bliver beskadiget, glemt, smidt ud eller forsvinder.

Ved at indføre en enkel daglig kontrol og opsamling af restmaterialer kan man både genanvende brugbare materialer, skabe bedre overblik og undgå unødig genbestilling. Det er en konkret handling, som kræver meget lidt – men giver meget igen.

Sådan reducerer du materialespild på byggepladsen

Trin 1: Afsæt fast tid i arbejdsdagen

Hvem: Hver enkelt sjak eller faggruppe

  • Indfør 5-10 minutters “materialerunde” ved fyraften eller dagens afslutning
  • Gå pladsen igennem: saml overskud, sortér, ryd op

Husk: Dette er ikke ekstra arbejde – det er en investering i overblik og mindre spild.

Trin 2: Opret en restmaterialestation

Hvem: Pladsansvarlig / byggeledelse

  • Opsæt et tydeligt område, hvor brugbare rester kan lægges (fx træ, gips, isolering)
  • Lav simpel skiltning eller farvekoder til kategorier
  • Sørg for, at området er nemt tilgængeligt og bruges aktivt

Trin 3: Vis effekten og skab ejerskab

Hvem: Byggeledelse og faggrupper

  • Brug en tavle, whiteboard eller opslag til at vise, hvor meget der bliver genbrugt.
  • Husk at fejre resultater og dele erfaringer – fx til morgenmøder.
  • Evaluer og tilpas systemet løbende

Dokumentation

  • Billeddokumentation af reststation og ordensrutiner
  • Intern opgørelse over mængden af genbrugte materialer
  • Evt. inddragelse i arbejdsmiljøgennemgang eller KS-system

Fakta

Begreb: Materialekontrol – en bevidst, daglig praksis for at skabe overblik over materialeforbrug og undgå spild.
Gevinst: Mindre affald, lavere omkostninger, bedre orden og mere bæredygtighed.
Tip: Kombinér med andre tiltag, fx just-in-time levering eller logistikstyring.

Om denne side

Indholdet på denne side er udarbejdet i samarbejde med ConTech Lab i 2025. Siden er en del af portalen Bæredygtighed i mindre projekter. Portalen er støttet af Grundejernes Investeringsfond.