Det får du ud af denne side
- Siden henvender sig til entreprenører og bygherrer i mindre projekter, der gerne vil arbejde med genbrugte eller genanvendte materialer i deres byggeprojekter
- Siden giver tips til, hvad bygherre og entreprenør kan gøre for at øge genbrug og genanvendelse i byggeprojekter.
Denne side er en del af temaet:
Genbrug handler om at anvende materialer direkte i deres eksisterende form, mens genanvendelse betyder at materialerne omdannes til nye produkter. Begge dele er vigtige værktøjer i omstillingen til cirkulær økonomi i byggeriet.
Genbrug og genanvendelse giver ressourcebesparelser og bidrager til at reducere det samlede CO2-forbrug gennem en bygnings levetid. Det bidrager dermed til at overholde klimakrav for bygninger og er potentielt med til at minimere omkostninger til håndtering af affald.
Sæt rammen og lav konkrete mål fra start
Det er afgørende, at bygherren tidligt i projektet beslutter, hvor de ønsker at anvende genbrugsmaterialer. Er der tale om en renovering eller en nedrivning, kan der være gode materialer, der kan genbruges i fremtidige byggerier. Er det et nybyggeri, kan bygherren f.eks. beslutte, at man ønsker genbrugsmursten på facaden for at passe ind med nabobygningerne og for at reducere projektets CO2-udledning.
Bygherren skal sætte rammen og angive klare målsætninger for omfanget af genbrug i projektet fra start. Så bliver det også nemmere at kommunikere og stille krav – både til dem, der skal tegne og regne på projektet, til dem, der skal afgive tilbud på udførelsen, og til dem, der skal bygge med materialerne i praksis.
Kræver tæt samarbejde og dialog
Det er en god ide, at bygherren samarbejder tæt med både rådgivere og arkitekter tidligt i processen for at få afklaret, hvor meget genbrug eller genanvendelse der er realistisk at opnå i det konkrete projekt. De kan også hjælpe med at få ambitionerne indarbejdet i både projektmaterialets tegninger og beregninger – og i f.eks. udbudsdokumenter.
Det kræver ofte en god dialog mellem bygherren og entreprenøren for at sikre planlægning og indretning af byggepladsen, så der er plads til opbevaring af genbrugsmaterialer. Der kan også være særlige overvejelser og opmærksomhedspunkter i forhold til logistik og håndtering af materialer, som skal aftales nærmere mellem bygherren og entreprenøren.
Fakta: Kend forskellen på genbrug og genanvendelse
Genbrug er, når produkter bruges igen til samme formål, som de oprindeligt var udformet til. Det kan fx være døre, trægulve, mursten eller tagsten. Det vil sige, at en gammel byggevare kan anvendes igen til samme formål enten uden forarbejdning eller ved mindre forarbejdning.
Genanvendelse er en proces, hvor et brugt produkt tager ny form. Det kan fx være knust beton til ny beton eller gamle gipsplader til nye gipsplader. Det betyder, at affaldsmaterialer ombearbejdes til produkter, materialer eller stoffer og bruges enten til det oprindelige formål eller nyt formål.
Udover genbrug og genanvendelse er der også nyttiggørelse, som beskriver, når affald opfylder et nyttigt formål ved at erstatte anvendelse af andre materialer, der ellers ville være blevet anvendt til at opfylde en bestemt funktion. Det kan fx være nedknust beton, der benyttes som vejfyld eller materialer, der forbrændes for at producere energi.
Links til mere viden
Find ud af, hvilke materialer og bygningsdele, der kan genbruges eller genanvendes
Der findes allerede etablerede løsninger for genbrug af en række byggematerialer, hvis de har den rette kvalitet. Det inkluderer fx mursten, natursten, gulvbrædder, konstruktionstømmer, vinduer, døre, sanitet, belysningsarmaturer.
Genanvendelse er allerede en etableret løsning for bl.a. glas, stål, mineraluld, gips, træ og beton.
Hvis bygherren ønsker af genbruge eller genanvende materialer fra et renoverings- eller nedrivningsprojekt, er det vigtigt at få styr på eventuelle skadelige stoffer og at få kortlagt, hvilke muligheder for ressourceudnyttelse der er for de forskellige materialer. Det er bygherren, som skal sørge for, at denne viden tilvejebringes tidligt i processen.
Start med identifikation af skadelige stoffer
I henhold til lovgivningen er det faktisk bygherrens pligt i de fleste renoverings- og nedrivningsprojekter, at der er gennemført en miljøscreening og miljøkortlægning.
I Værdibygs vejledning ”Miljøkortlægning og nedrivning” kan du læse mere om, hvordan resultaterne fra en miljøkortlægning kan anvendes aktivt gennem hele bygge- eller renoveringsprocessen.
At have viden om eventuelle skadelige stoffer er centralt for at kunne sikre entreprenørens sundhed og arbejdsmiljø, og for at undgå spredning af skadelige stoffer til miljøet. Denne viden er også afgørende, når en rådgiver eller en bygherre skal vurdere mulighederne for øget genbrug og genanvendelse.
Belys mulighederne for genbrug og genanvendelse
Ved at få en rådgiver til at ressourcescreene eller -kortlægge den bygning, der skal rives ned eller renoveres, får bygherren belyst potentialerne for genbrug og genanvendelse i de eksisterende ressourcer og materialer. Det er et lovkrav at gennemføre en ressourcekortlægning på større nedrivningsprojekter, men det er også et nyttigt værktøj, hvis man ønsker at få genbrug og genanvendelse ind i mindre projekter.
Sørg for korrekt håndtering af byggeaffald
Ved større nedrivningsprojekter over 250 m2 er det et lovkrav, at de gennemføres ved selektiv nedrivning. I mindre renoverings- eller nedrivningsprojekter, hvor man ønsker at genbruge eller genanvende materialer, er det en god idé at have stort fokus på, hvordan nedrivningen planlægges, så materialernes sorteres i rene affaldsfraktioner.
Links til mere viden
Sørg for dokumentation
Korrekt dokumentation af genbrugte byggematerialer er helt afgørende for succesfulde og lovlige byggeprojekter. For både bygherrer og entreprenører er det et vigtigt aspekt, der sikrer kvalitet, sporbarhed og overholdelse af bygningsreglementet.
Hvad skal dokumenteres?
Grundig dokumentation bør omfatte følgende elementer:
- Oprindelse og tidligere anvendelse af materialerne for at kunne vurdere deres tilstand og potentielle risici
- Information fra miljøkortlægning kan give viden om eventuelle farlige stoffer
- Dokumentation af materialernes tekniske egenskaber, som styrke, holdbarhed, brandklasse kan afgøre, om de kan overholde bygningsreglementets krav
- Håndtering og evt. bearbejdning af materialerne skal dokumenteres for at sikre, at materialernes kvalitet ikke er blevet forringet undervejs.
5 gode råd til dig, der vil genbruge byggematerialer
1. Start tidligt i processen
Start tidligt i processen og lav en detaljeret plan for, hvilke materialer, der skal genbruges, hvor de skal anvendes og hvordan de skal håndteres. Undersøg markedet for egnede genbrugsmaterialer, og find relevante leverandører. God planlægning hjælper med at sikre, at du får de ønskede materialer på det rette tidspunkt.
2. Overvej hvor genbrugsmaterialer giver mest mening
Genbrug kræver nogle gange en mere kreativ og tilpasset tilgang, og nogle steder er det nemmere at anvende genbrugsmaterialer end andre. Overvej derfor, hvor det giver mest mening, at arbejde med genbrug i dit projekt, og sørg for, at alle genbrugsmaterialer lever op til de krav, der stilles i dit byggeprojekt – f.eks. omkring brand og bæreevne.
3. Brug materialer med kendt oprindelse
Sørg for, at genbrugsmaterialer stammer fra en bygning, hvor der er udført miljøkortlægning og efterfølgende miljøsanering. Det mindsker risikoen for, at materialerne indeholder problematiske stoffer.
4. Fjern maling
Har du mulighed for at afrense genbrugsmaterialerne for maling, kan du mindske risikoen for, at de indeholder problematiske stoffer. Undgå genbrug af materialer med PCB, medmindre du med en risikovurdering sandsynliggør, at indholdet af PCB er så lavt, at det ikke er et problem.
5. Tænk også på indeklimaet
Vær opmærksom på, at nogle produkter kan indeholde formaldehyd eller andre stoffer, der kan afdampe til indeklimaet. Hvis materialerne afgiver en kemisk lugt, skal du overveje om det er en god idé at bruge dem indendørs. Men husk, at du ikke kan lugte dig til alt.
Om denne side
Indholdet på denne side er udarbejdet i samarbejde med Teknologisk Institut i 2025.
Siden er en del af portalen Bæredygtighed i mindre projekter. Portalen er støttet af Grundejernes Investeringsfond.


